BREV FRA DET YDERSTE GRÆNSELAND.
v./ Else Sommer

Ude i Aabenraas sumpe ligger kong Chrestens slot.
Did bragtes jeg meget mod min vilje en kold januardag. Men det var et spørgsmål om liv og død, for min tarm var sprængt på grund af mange års ekstrem stress, og en akut stomioperation var nødvendig.
Som patient og absolut biperson kommer man naturligvis ind af den ydmyge bagindgang. Trist. Grimme farver.

Snart skal man erfare, at heller ikke arbejdsfunktionerne er der tænkt på ved projekteringen af den forholdsvis nye bygning. Portørerne må manøvrere patienternes senge gennem alt for snævre balkoner, hvor der står masser af uvedkommende ting, og hvor dørene ofte er placerede forkert i forhold til trafikken.
I løbet af en times tid havde jeg også lært, at 2 af operationsstuerne slet ikke KAN rengøres, selv om viljen var der, hvad den tydeligvis ikke er. Senere blev jeg anbragt i en stue, hvor loftslampen var sort af mange års fluelig, og udsugningen gav ikke indtryk af overvættes rengøring.

Nå, man vågner efter vel udført operation med stomi, blærekateter, dræn fra underlivet, morfinpumpe i ryggen og drop i hånden. Alt sammen sikkert godt og nyttigt. Men hvorfor skal droppet lægges om 2 gange i døgnet, så årerne i hænderne hurtigt bliver ubrugelige?
Jo, der indgives straks kunstig næring og kalium, for mad er et kildent spørgsmål for patienters vedkommende, og uden næring er det svært at komme sig efter en stor operation.Min appetit har aldrig fejlet noget, så jeg bad om mad og evt. kaliumtabletter. Ønsket kunne ikke umiddelbart efterkommes. Så måtte det omformuleres til et krav.
I min ufattelige naivitet mente jeg også, at vand bør indtages oralt, når man er i stand til det. Det mente hospitalet ikke. Det var trods stort væskebehov meget svært at opnå et glas drikkevand. En glas forsvandt straks fra natbordet og blev ikke erstattet på anmodning. Straks, jeg blev i stand til at forlade sengen, sneg jeg mig op til håndvasken om natten og forsøgte at stille min tørst. Men kære venner, vand smager ikke godt indtaget fra en gummihandske.

Vi var underlagt det, sygeplejersker grinende kaldte ”moderne sygepleje”. PAS DIG SELV havde været mere rammende. Ved spisetiderne blev der for det meste råbt :”Spise”. Så gjaldt det om at tumle ud af sengen, samle alle de udvendige legemsvæsker på et rullende stativ, kaste lidt klæder om sig og haste helt hen til det uhyggelige spiserum, hvor en rullevogn med MC. Donaldlignende produkter var kørt frem ½ - 1 time. Kom man for sent, var der ingenting. Ikke fordi det gjorde noget særligt, for ingen syge kunne spise det tilbudte. Den første menu, jeg blev præsenteret for som nyopereret, bestod af tyk uspiselig ærtesuppe, flæskesteg med persillesovs, gamle kartofler og pulverfromage med konsistens som det grønne ”slime”, vore børn engang legede med.

De værst medtagne var for trætte til overhovedet at spise ovenpå strabadserne og måtte slæbe sig i seng med sultedøden truende. Når man kæmper for at opretholde på en kropsvægt af 36 kilo, er det ikke morsomt at nægtes vand og mad. Når de endelig fik lidt af det tvivlsomme stof indenbords, resulterede det ofte i eksplosionsagtige opkastninger med livstruende tarmslyng til følge.
Heller ikke var det rart at se ”de normales” reaktion på vor uæstetiske og stinkende pjaltehær. De fortrak skyndsomt med alle tegn på afsky. Forståeligt nok.
Nå, man må jo forsøge at overleve for sin families skyld, skønt det ikke er let i Inferno.

Heldigvis har jeg det meste af tiden ligget på 2 sengs stue, ved undtagelse af en enkelt nitte med verdens dejligste damer. Det bøder på meget. Håber fru M, der var min første makker tilgiver min indiskretion. Fru M var bekymrende slank. Da familiens små så hende med alle de tilsluttede slanger, undrede de sig naturligvis over, hvad disse skulle gøre godt for. Pludeselig gik der en prås op for et englebarn:” Olde skal selvfølgelig pustes op!”

En eftermiddag havde jeg besøg, og vi talte naturligvis og hyggede os, som vi kunne bedst. Imens lå fru M fortvivlet og ringede på personalet, der som sædvanligt ikke kom. Årsagen viste sig at være, at hun var bekymret for sin stomipose, der var fyldt til bristepunktet. Pludselig løs der et smæld, og posen var eksploderet lige op i ansigtet på den fortvivlede patient .
Lykkeligvis havde fru M relation til lægeverdenen og blev omsider evakueret, inden hun døde af sult, tørst og vanrøgt.

Den første nat overladt til mig selv på sygestuen var jeg kommet til at ligge med hovedet ned ad uden adgang til klokke eller kontrolpanel til sengen. Som nævnt var mine årer fyldt med ufordøjede næringsstoffer. Hvad gør en stakkels tom mave i den situation? Den producerer naturligvis syre i uanede mængder - helt forgæves. Tro mig venligst, når jeg siger, at det ikke er behageligt at ligge en hel nat med skarp syre sivende ud af munden.

Næste nat blev jeg alvorligt syg og fandt mig selv sammenkrummet med koldsveden sprøjtende. Da havde jeg imidlertid fået en klokkestreng og ringede for hjælp. Efter lang tid kom en person farende og skreg ned i ansigtet på mig på ”kassedametysk” (undskyld kassedamer!) ”Du rringer og rringer!!!” Så smækkede hun døren i og forsvandt igen.
Det skulle næste dag vise sig, at min urinpose var hængt højt sammen med droppet og havde hængt der i 12 timer.

Medicin da? Tja, hvis man var opmærksom på, at der stod doseringsæsker, ofte med ulæselig skrift. Ellers tilfældigt..

Sådan gik tiden sin skæve gang med det kunstneriske indtryk, at alt var ude af kontrol. Nogen ledelse syntes der ikke at være. Intet under, at kompetent personale løb skrigende bort ved først givne lejlighed. De mødte hver dag og forsøgte forgæves at rette op på kaos. Det holder ingen til i længden. Vi patienter blev dog udskrevet til kapellet, hjemmet eller andet hospital.

Selv blev jeg overført til Sønderborg, for der samles alle stomipatienter.
Umiddelbart var det en lise at komme til en afdeling, hvor plejen fungerede og tonen var venlig.
Desværre skulle det vise sig, at nissen var flyttet med i form af en alvorlig sygehusinfektion, der skulle koste mig 6 uger ekstra  som patient. Allerværst forvandlede min enkelte operable levermetastase  sig i den tid til en hel inoperabel familie. Mit immunforsvar var jo helt ude af drift og spiselig mad var hele tiden udenfor rækkevidde.

De sønderjyske sygehuse har det erklærede mål at levere ekstra næringsrig kost. Det vil sige råvarer af yderst tvivlsom kvalitet og alder overpøset med fedt og sukker. Enkelte patienter priste kosten. Desværre for sundheden sådanne, der havde opnået idealvægten mindst 2 gange og var vant til at ernære sig ved junk - food.  Alle andre sad fortvivlede og forsøgte at holde lidt i sig for dog at overleve. Aldrig så man en friskkogt kartoffel eller grønsag. Frugt anvendtes ikke ud over færdiglavet grød. Selv tabte jeg under opholdet 14 kilo, skønt min kost blev suppleret dygtigt hjemmefra. De svært overvægtige tog på, og en del undervægtige blev sendt hjem for at tage på, før de kunne opereres. Til min fortvivelse hørte jeg, at de blev anbefalet 2 -3 liter sodavand eller sød saft om dagen i stedet for mad, for der var ”så meget næring i”.
Jeg forstår faktisk ikke vitsen i at nægte patienter, der kæmper for deres liv og førlighed, sund og spiselig mad. Faktisk burde de, der tjener tykt på at sulte og fejlernære alvorligt syge eller tillader andre at gøre det, stilles for retten anklaget for forbrydelse mod menneskeheden.
Og slet ikke forstår jeg, hvor lægernes faglige stolthed er.

• Hvorfor finder de sig stiltiende i, at deres utvivlsomt kompetente arbejde ødelægges så radikalt af nogle vindskibelige skvatmikler på kostområdet?
  
• Hvorfor finder de sig stiltiende i, at deres arbejdsplads er så møgbeskidt?
  
• Hvorfor finder de sig i, at apotekeren bestemmer, hvilken medicin, der må ordineres?
  
• Hvoraf kommer lægers ufølsomhed? Ved gennemlæsning af min journal falder jeg over følgende: (Jeg har anmodet om hjemmehjælp, da min mand også er alvorligt syg. Dette er imidlertid ikke muligt, fordi) ”patienten ikke er i terminalfasen endnu”.

Andetsteds:  Man smitter mig med livsfarlige bakterier og påtvinger mig på samme tid kolesterolbomber og blodfortynder, som jeg ikke tåler under henvisning til regionens økonomi. Resultatet er udslæt og så alvorlig astma, at jeg må sidde oppe om natten for ikke at kvæles) Notat : Patienten vil ikke have Klexane,” fordi det giver hende astma”. Overbeviser pt. om, at Klexane er nødvendig.(Læs truer og tvinger). På det tidspunkt kan jeg ved den blotte vejrtrækning frembringe tretonige lyde.
Det ville i det hele taget være rart, om læger lærte sig at lytte en smule til patienterne. Narkosesygeplejerskerne, der er øverste autoritet indenfor det intravenøse, havde erklæret begge mine hænder for ”opbrugte” – tabu efter den hårde medfart i Aabenraa. Alligevel kommer en Karl Smart og skriver i journalen:Undertegnede (læge) kan ikke få lov at lægge en ny (drop) i pts hænder, hvilket ellers ser ud til at kunne lykkes.

Min sonde, der dræner mængder af pus fra bughulen lægges på et tidspunkt for langt ind i vævet og fikseres, så den virker som en ventil, der tillader indsprøjtning af saltvand, men lukker for udgang. Det mærker jeg tydeligt og gør opmærksom på miseren. Bliver først troet efter fornyet scanning, skønt det turde være indlysende.
Utroligt, at sygeplejersker finder sig i dårlige arbejdsbetingelser, der let kunne afhjælpes. Eks: Skiftning af stomibandage kræver hygiejneposer, helst af plastic. Findes der da sådan en rulle i stativ ved vasken i badeværelserne? Nej, ingenlunde. Man må grave helt ned under alt snavset i skraldespanden for at finde en ny pose. Ofte mangeler der stomibandage til at sende med udskrevne patienter til de første dages forbrug.

Alt vasketøjet fra Sønderborg fragtes til Ålborg og vaskes (ikke reparation eller knapper). Da der er udtalt mangel på linned, kan man ikke påregne at kunne skifte, selv om tøjet er gennemblødt af sved eller snavset. Der kan slet ikke bevilges ekstra sæt skiftetøj til f.eks. febrile, så man selv kan skifte. Man må tilkalde personalet, som så løber særskilt efter hvert stykke tøj. Er klokken ude af drift, må patienten drivvåd begive sig ud på den kolde gang og forsøge at finde en plejer.

Som patient har man ingen rettigheder og må finde sig i hvad som helst. Men hvorfor i alverden finder det personale, der er stærkt efterspurgt, sig i at blive misbrugt?
Og ude i Aabenraas sumpe står kong Crestens slot stadig og spreder død og ødelæggelse, mens det forfalder, og de dyre designermøbler i tronsalen sprækker.

Hvorfor finder undersåtterne sig i det?

Et ukvalificeret skøn fortæller mig, at mindst hver 3., måske hver 2. hospitalsseng er belagt med ”utilsigtede hændelser”, inficerede (hver 10. patient), fejlbehandling, sårfeber, allergi, medicinskader, forværring af sygdom, fejlernæring etc.